Tykfobi i børnehøjde

Det sker jævnligt at fagprofessionelle – især pædagoger og lærer – spørger om hvordan man håndterer tykfobi i børnehøjde. Både den som børnene selv deltager i, men også den der opleves mellem og fra kollegaer, fra forældre og også i litteraturen som bruges i arbejdet med børns læring og udvikling.
Desværre må jeg generelt skuffe og sige at der ikke er nogen nem løsning og at man som ene person ikke kan gøre meget. Tykfobi er en meget stærk diskurs i vores måde at omgå hinanden og at tænke om os selv, så at have en forventning om at man kan ændre på det og måske endda fjerne det for børnene, er at skrive sig selv op til nederlag.
Men der er noget at gøre! Og det kan være meget effektfuldt, hvis du benytter dig af det.

Problemet med tykfobi i børnehøjde (og alle andre steder) er at det er så utroligt mangefacetteret og at børnene i en tidlig alder styrker ideen om at tyk er dårligt uden at de ved hvad der foregår og hvor det kommer fra.
Man ser det ofte i børnefællesskaber, hvor de voksne ser ned på et tykt barn – barnet betegnes som pylret, opmærksomhedssyg, en dårlig legekammerat, krævende, ugidelig e.l. – og børnefællesskabet indoptager de voksnes holdning til det tykke barn.
Børnene lærer også ofte hjemmefra at deres kroppe skal se ud på en bestemt måde og er måske påvirkede af mors slankekure eller selvnedladende tale om sin krop eller fars behov for at se muskuløs ud eller træne for at være sund. Dette medfører at børnene i en tidlig alder får et fokus på deres krops udseende som noget der potentielt kan være forkert.
Det er ikke uhørt at fagprofessionelle voksne kommenterer og regulerer børns mad – se bare på de omfattende sukkerpolitikker der findes i landets børnehaver og skoler – og kommenterer på hvad børn bør og ikke bør spise. Samtidig fører de voksne også gerne voksen-samtaler om træning, mad og slankekure hen over hovedet på børn, til trods for at vi ved at børn er nogle nysgerrige skabninger, som er rigtig gode til at opfange hvad voksne siger uden at forstå det.
Tykfobien findes i høj grad også i de historier vi læser for børn og helten er ofte tynd, mens eventuelle tykke karakterer portrætteres som dumme, dovne, grådige og måske endda som skurken i fortællingen. Tænk bare på i hvor tidligt en alder at vi mener det er okay at børn ser Disney-film, hvor de bliver præsenteret for skurke som Ursula (Den lille havfrue), Guvernør Ratcliffe (Pocahontas) og Alameda Slim (De frygtløse), et utal af uintelligente hjælpere for både skurke og helte, og tykke mødre der er så omsorgsfulde at de sætter deres eget liv på pause for at tage sig af og passe andre op.
Og det er ikke kun i populærkulturen at børn bliver præsenteret for tykfobiske stereotyper. Prøv at kigge bøgerne igennem som bruges til undervisning i folkeskolen og se hvor ofte du finder en tyk person der ikke er portrætteret som enten dum, doven, grådig eller ond. Hvis du er heldig finder du slet ikke tykke personer, men hvis du gør, er sandsynligheden for at de er portrætteret positivt meget lille.

Og det her med hvor omfattende tykfobien er allerede i en tidlig alder er vigtigt at forstå, for at forstå hvad du selv er oppe imod når du forsøger at modarbejde tykfobien. For det er en strukturel supertanker, som du gerne vil ændre kursen på.

Så vi skal se på det muliges kunst her. Og vi skal huske på at nye tanker og initiativer tager lang tid om at rodfæstes hos andre, så det vi gerne vil gøre, er at så frø der kan spire og så håbe på at de spreder sig som ukrudt senere hen.

Og måden vi gør det i børnehøjde er at tilbyde modfortællinger!
Børn elsker historier og det kan vi benytte os af når vi gerne vil arbejde med tykfobi. For sådan som tingene er nu de fleste steder, så tilbydes børn stort set kun historier hvor tyk er dårligt og helten er tynd. Men hvad nu hvis vi fortæller eventyr og lige får fortalt at prinsessen er tyk og smuk? Eller hvis den udvalgte bejler, der vandt prinsessens hjerte, var tyk? Mange historier er nogle som er blevet mundtligt overleveret i årevis og hver enkelt fortæller har sat sit eget præg på hvordan historien skal fortælles – det må du også gerne gøre! En måde at lave en modfortælling er simpelthen ved at gøre hovedpersonen tyk i de historier som vi alligevel fortæller børn.
Du kan også gå på jagt efter de positive historier i film og tv til børn og f.eks. kan filmene Vivo og Alligatordrengen Arlo anbefales.

En anden måde at skabe positive modfortællinger er ved at tage udgangspunkt i det børnene oplever. F.eks. er en positiv fortælling ved at være tyk, at tykke mennesker kan rutsje hurtigere, hoppe højere på trampolin og gynge højere – tre egenskaber som giver respekt i de fleste børnefællesskaber. Tykke mennesker giver også bløde kram, endnu et træk, som børn kan se værdien af uden stor forklaring. Børn bliver ofte kun præsenteret for at det er negativt at være tyk – lær dem at det også er positivt. Giv dem gode fortællinger at se op til, så de ved at der er et alternativ. Og lær dem at tykke mennesker er lige så komplekse og nuancerede som tynde mennesker er.

Børn har også den her fantastiske evne til at få voksne til at reagere – nogen vil kalde det provokerende, jeg mener at det er en grundlæggende udforskning af verden og hvordan den fungerer. Hvis man har været i nærheden af børn, kan man næsten være sikker på at man har oplevet frivilligt eller ufrivilligt at blive trukket ind i deres leg med ord. Og bandeord er især noget der virker godt til at få de voksne til at reagere. Børn skal ikke være frygteligt gamle før nogens ældre søskende har lært dem at ”pik” er rigtig sjovt at sige. Og der er næsten garanti for at de voksne bliver helt underlige i ansigterne og går i gang med at skælde ud eller belære om hvordan det er et grimt ord og det må man ikke sige. Andre ord kan være ”lort”, ”røv” eller endda ”tyk”. Den generelle anbefaling fra mig er at vælge at lege med, for børnene styrer den her leg og er ligeglade med hvad ordene betyder – de vil bare gerne se hvad de kan gøre ved de voksne. Og der er ord som ”sød”, ”smuk”, ”dejlig” eller ”fingernegl” bare ikke dem som de voksne bliver sjove af.
Man kan jo starte med at ty til Hr. Skægs Bandeordssangen og begynde at sige bandeord med børnene. De vil synes at du er en fantastisk voksen for det.
Og efter det kan du begynde at blive bevidst om selv at starte legen med børnene. Børnene starter legen med de ord som de har lært, er negative, fordi de ved at det virker. Men du kan starte den med de ord, som børnene lærere er gode. Så hvis børnene bliver mødt med voksne der reagerer når de siger ”du er tyk”, så er det helt sikkert at de nok skal finde det frem igen, selvom de ikke nødvendigvis ved hvad det de siger betyder. Hvis du starter legen i stedet, kan du lave modfortællingen gennem de ord du bevidst vælger at reagerer på. Så når barnet siger ”du er sød”, kan du med påtaget mine, hænderne demonstrativt i siden og med en overdramatisk surhed proklamere: ”du skal ikke kalde mig sød!” og så har du startet legen og puttet nye ord ind i puljen, så det pludselig ikke er entydigt at ordene der reageres på, er negative. Nu kan det pludselig være alle ord! Og børnene vil elske det, for noget af det bedste, er voksne der gider lege med i de lege som børnene starter og ikke kun de lege hvor de voksne definerer regelsættet. Så leg med børnene og udforsk sproget med dem ved at gøre noget uventet – ignorer de negative ord, men anerkend legen. For legen går ud på at du skal gøre noget, fordi de har sagt et ord, som får dig til at reagere. Og hvis du kun reagerer når der bliver sagt ”negative” ord, så bekræfter du børnene i at det er negativt at være f.eks. tyk, dum, grim, forsigtig eller klodset.

Det fantastiske ved at arbejde med tykfobi i børnehøjde er at vi kan rykke rigtig meget ved børns forståelse af tykhed ved at kigge på hvad vi selv gør. Børnene er ikke dem der finder på at tyk er dårligt – det er noget de lærer – og ved at tilbyde dem et alternativ til den læring, kan vi give dem mulighed for at udforske verden mere fordomsfrit, blot ved at vi selv er bevidste om hvad vi gør og siger.

Det mest effektive til at arbejde med tykfobi i børnehøjde er i virkeligheden at arbejde med sin egen tykfobi. For bevidstheden om sine egne fordomme er med til at man kan ændre sine egne handlinger og ord i en sådan grad at man kan tilbyde børn normkritik i en meget tidlig alder. Og når man så har bevidstgjort sig om sin tykfobi, så kan man med fordel begynde at bevidstgøre sig om racisme, kønsstereotyper, neurodivergens, tilgængelighed for handicappede og andre emner som også kræver normkritik i børnehøjde.

Hvis du vil have hjælp til at bevidstgøre dig om din egen tykfobi – enten som individ eller på din arbejdsplads – så tilbyder jeg supervision som diversitetskonsulent. 

Hvis det er til dig selv, så kan du booke en 1:1 samtale her.

Hvis det er til din arbejdsplads, så brug kontaktformularen til at få et uforpligtende tilbud.

 

6 kommentarer til “Tykfobi i børnehøjde”

  1. Hvor er det et velskrevet og konstruktivt indlæg. Jeg mangler de konkrete italesættelser man kan bruge når man som tyk oplever at der fysisk ikke er plads til ens krop i gyngen/rutsjebanen eller hvad det måtte være, for der er det – synes jeg – svært at få den vendt til en leg eller noget positivt.

    1. Tyrannosaurus Regs

      Hej Marie.
      Det er virkelig en god pointe at jeg hair glemt Det perspective! Tak for at du gør opmærksom på det.

      Med sådan noget som gynger og rutchebaner er der jo vitterligt ikke mulighed for at ændre på hvad der nu engang befinder sig på legepladsen og nogen gange kan man klemme sig i gyngen eller rutche på den ene hofte og andre gange er det ikke muligt.
      Børn er generelt nogle omsorgsfulde og retfærdige små mennesker og ved at sætte fokus på at gyngen er for lille og rutchebanen for smal til at du kan lege med – fremfor at din krop er for stor – så kan du tale til det i børn. Det er at sætte fokus på uligheden i at du ikke kan lege med fremfor at det er kroppen der er forkert. Børn kan godt forstå denne ulighed hvis vi tør italesætte det og tage børnenes perspektiv omkring det alvorligt.
      Det ændrer selvfølgelig ikke på legepladsen, men måske kan det ændre på legen, fordi børnene så har mulighed for at tage hensyn, inkludere dig og tilpasse legen frem for at de tror at de voksne bare er kedelige og ikke har lyst til at lege med.
      Jeg håber at det giver mening og at du har mod på at tale med børn om uretfærdigheden i at der ikke er gynger til tykke mennesker.

      Hilsen Regina

  2. Jeg er tyk. Og har altid været meget bevidst om ikke at tale dårligt om det foran min datter. Men nu, efter hun er blevet skolepige, bliver hun nærmest ked af det, hvis jeg neutralt bemærker, at jeg er tyk – “hov, der kom min tykke mave i vejen”. Hun siger “mor er IKKE tyk”. Og så siger jeg “jo, det er jeg. Og det er helt ok”. Men det virker bare ikke. Har du en idé til, hvad man kan sige?

    1. Du kan overveje at snakke med din datter om hvad hun lægger i ordet “tyk”. Hun har helt sikkert lært at tyk er noget der er rigtig dårligt og derfor bliver hun ked af at hun oplever at du taler glimt om dig selv. Så for at I kan tale om det samme, så bliver I nødt til at afstemme hvad ordet betyder. Du kan snakke med hende om eksempler på at ordet “tyk” er helt neutralt – bøger og træer for eksempel. Og du kan snakke med hende om at du godt kan lide din krop og at man godt kan være tyk OG smuk/sød/klog/en god ven osv. på samme tid. Det er ikke sikkert at hun vil godtage det me det samme, men hold fast i at “tyk” ikke er et negativt ord og at der ikke er noget forkert ved at være tyk. Selvom du måske ikke overbeviser hende, så giver du hende stadig modfortællingen om at tyk ikke er dårligt.

  3. Det der er SÅ vigtigt, for vi voksne har et kæmpe ansvar i forhold til at undgå en videregivelse af vores egen tykfobi til vores (eller andres) børn!
    Jeg er tyk, det er sådan mine børn kender og elsker mig, og jeg har virkelig været ekstremt opmærksom på, ikke at give eventuelle komplekser videre til mine to døtre på 8 og 10. Og det er faktisk lykkedes, jeg synes det er så vigtigt at vi snakker om, hvad der virker 🙂
    Her har det været, at jeg aldrig taler dårligt om min krop, men fuldstændig neutralt. Jeg er tyk. Jeg har gråt hår. Briller. Det er facts og sådan snakker vi om det hele. Og derfor har jeg nu to døtre, som stadigvæk ikke har noget som helst holdning til deres egne kroppe, altså ud over helt neutrale facts. Og den lille ved, at hun har sådan en krop, som bliver rund på midten, hvis hun ikke bevæger sig meget, men det er en fuldstændig neutral observation. Det er ikke “dårligt” at være rund på midten, det er bare rundt.
    Men vi har også talt helt åbent om, at tykfobi eksisterer og at det er alle steder. Eksempelvis læser vi Harry Potter højt for dem, og jeg springer simpelthen passager over, som er tykfobiske, og det ved de godt. Åbenhed og ærlighed er virkelig vejen frem, og der ligger også en kæmpe gave i det for os voksne, for det giver os en gylden mulighed for at gøre op med vores egen internaliserede tykfobi. De har sagt, at de elsker min bløde mor-mave og helst ser, at jeg beholder den. Så på den måde har de hjulpet mig til selv at elske den, børn ér jo ren visdom, hvis vi lader være med at ødelægge dem 🙂

    1. Åhhh, hvor var det dog en dejlig kommentar.
      Jeg er så enig i at børn er ren visdom og vi burde lytte meget mere til dem, i stedet for at lære dem at være lige så miserable som os. Lad os gøre som dem og gøre ting fordi det er sjovt og nydelsesfuldt og så stoppe med udskamningen af os selv og hinanden.
      Jeg er så glad for at du har kunne lære dine børn at deres kroppe bare er.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.