Foredrag

Hvis du er på jagt efter “Uge sex – Ivy-Oak og Regina snakker om køn og krop”, så tryk her

Mangler du perspektiver på hvordan krop, udseende og præstationskultur hænger uløseligt sammen med trivsel? Så er du kommet til det rigtige sted!

 

Skal du arrangere et trivselsseminar for din arbejdsplads, afholde sommerlejr for unge eller trænger din højskole måske til lidt nye perspektiver? Så er tykaktivisme og normkritik måske det, du leder efter.

 

Hold kæft og vær tynd!
Lige nu oplever vi en opblomstring i den kropsaktivistiske kamp, hvor især tynde kvinder kræver retten til at elske deres krop som den er. Denne kamp tager desværre fokus fra de underliggende magt- og undertrykkelsesstrukturer, som gør kropsaktivismen aktuel. For at forstå hvorfor vi skal reclaime vores kroppe, bliver vi nødt til at grave dybere ned og forstå hvorfor vi tror vores kroppe er et problem til at starte med.
Foredraget er en skitsering af hvorfor vi aldrig kommer videre med kropsaktivisme og -positivitet så længe vi ikke forholder os til det grundlæggende problem – tykfobi.
Med kendte eksempler fra populærkulturen tager Tyrannosaurus Regs os i hånden og viser os hvad tykfobi er og hvorfor det er vigtigt at snakke om – uanset om man selv er tyk eller tynd.

Foredraget henvender sig til alle der måtte interessere sig for kropspositivitet og kropshad og er især velegnet til folkeskolens ældste trin, ungdomsuddannelser og ungdomshøjskoler.

 

Jeg har en krop
Er du også godt og grundigt træt af at have en krop? Ikke sådan fordi den er dum nødvendigvis, men mere fordi der altid følger kommentarer og forventninger fra andre med at du har den?
Er du træt af hvordan den både kræver mad, når du ikke vil spise og at den er doven, når du synes du bør træne?
Bare rolig, det er helt normalt og når foredraget er ovre, kan du måske lidt bedre forstå hvorfor den der krop er lidt træls.
I løbet af foredraget får du viden om hvad slankekurskultur er og hvordan det hænger sammen med trivsel og præstationskultur – uanset om man er tyk eller tynd.
Du får også viden om at du måske mest er træt af din krop, fordi du er træt og et par gode råd til hvad du kan gøre ved det.
Og måske flytter jeg på hvad din forståelse af sundhed er. Så selvom du var usund da foredraget startede, er du måske sund, når du går derfra. Og det er helt uden noget hokuspokus!

Foredraget er især velegnet til højskoler, aftenskoler og arrangementer i lokale foreninger.

 

 

Tykke menneskers møde med sundhedsvæsnet
Mange tykke mennesker oplever at mødet med sundhedsprofessionelle er både grænseoverskridende og umyndiggørende. Regina Fjendbo kommer med et pædagogisk og aktivistisk bud på hvordan sundhedsprofessionelle kan gøre mødet med sundhedsvæsnet tryggere og bedre for tykke mennesker ved at undersøge og anerkende sin egen bias over for kropsvægt og -størrelse og ved  anerkende den magtposition, man som sundhedsprofessionel har i relationen til patienten. Regina udfolder de samfundsmæssige og kulturelle fortællinger vi alle lære om tykke mennesker og kommer med eksempler fra bl.a. populærkultur på hvor fortællingerne kommer fra og eksempler fra eget liv på hvordan disse fortællinger er med til at skade tykke menneskers sundhed og livskvalitet.
Regina er tykaktivist og går under kunstnernavnet Tyrannosaurus Regs. Hun har i flere år arbejdet indgående med den diskrimination og stigmatisering tykke mennesker bliver mødt med i verden og ønsker at udbrede denne viden, så både tykke og tynde mennesker kan få lov at leve et liv uden skyld og skam og hvor de behandles ligeværdigt.
Efter oplægget er der mulighed for at stille uddybende spørgsmål og til generel fælles reflektion over emnet.

Foredraget anbefales især til sundhedsprofessionelle og pædagogiske uddannelser, men alle professioner som har borgerkontakt kan have stor glæde af foredraget.

Alle foredrag kan leveres på dansk eller engelsk

Kontakt mig for at få et tilbud.

Brug kontaktformularen for booking af foredrag.