Med mindre du bor under en sten eller har holdt meget lang pause fra sociale medier, har du garanteret set dem, for de er over alt – fastelavnsbollerne.
For årets fastelavnsbollesæson er i gang og den startede lige omkring den 2. januar, samme dag, som mange går på slankekur.
Jeg vil ikke snakke om januarslankekurene, hvis man har fulgt bare lidt med hos mig, ved man vist godt hvor jeg står i forhold til dem. Fastelavnsbollerne derimod er en helt anden sag.
Mit feed har været fyldt med fastelavnsboller i cirka en måned efterhånden og det slår mig relativt hårdt hver gang at jeg ser dem hos tynde behandlere der på den ene eller anden måde arbejder med intuitiv spisning og/eller vægtneutralitet. For mange af disse tynde mennesker, som gerne vil hjælpe andre til at få et normalt forhold til krop og spisning, har ikke nødvendigvis forståelsen for at deres visen fastelavnsboller frem er et privilegie.
For mig at se er det sociale og kulturelle aspekt af mad og slankekurskultur en meget vigtig faktor af at få et normalt forhold til krop og spisning og når tynde mennesker endnu engang smiler mens de viser deres fastelavnsbolle frem, bliver denne ulighed ikke adresseret.
For hvis en tyk person stiller sig op på sociale medier og smiler nærmest lykkeligt over sin fastelavnsbolle, kan man forvente store mængder had og tilsvining for den fremstilling. For tykke mennesker har andre oplevelser når det kommer til mad, end tynde mennesker har. Tynde kvinder kan være sexede fordi de spiser en burger og drikker en øl, tynde mennesker må gerne spise en fastelavnsbolle og kan få opmundrende tilråb for det og hvis en tynd person indkøber et kilo bland selvslik, kan vi godt tro på at de kan spise det slik over en længere periode og hvis de skulle spise alt på én gang, så er det faktisk bare lidt imponerende.
Sådan er det ikke når man er tyk!
Når man er tyk, stiller fremmede mennesker sig gerne op og peger og griner ad en, fordi man spiser en is. Eller man får ros for at vælge ”det sunde valg”. Eller nogen smutter i ens privat beskeder for at fortælle hvor fed og klam man er og at man nok burde lade være med at spise de pommes frites.
At kunne spise mad der normalt kategoriseres som syndigt eller usundt uden at få at vide at man er et dårligt menneske er et privilegie, som tynde mennesker har, uanset hvor anstrengt et forhold de ellers måtte have til krop og mad.
Diætkulturen rammer os alle, men at forsøge at modarbejde diætkulturen ved at vise sine fastelavnsboller (og andre ”usunde” fødevarer”) frem, når man har en tynd krop, er bare ikke nødvendigvis at modarbejde den. Det taler desværre alt for meget ind i den tendens der er inden for restriktiv spisning, at man viser det syndige frem, for man må godt, når man har gjort sig fortjent til det med f.eks. træning eller ved at sulte sig selv.
Hvis tynde mennesker vil adressere diætkulturen og ”usunde” fødevarer bliver man nødt til at kigge på hvorfor man overhovedet har behov for at vise den fastelavnsbolle frem. For at vise den frem uden at vise sine grøntsager frem er stadig en styrkelse af den eksisterende kultur, hvor vi putter bestemte fødevarer op på en piedestal som noget nærmest helligt.
Fastelavnsboller er ikke hellige og hvis man synes de er så fantastiske, så er de faktisk ikke særligt svære at bage – selv hele året.
Hvis du gerne vil modarbejde diætkultur, så husk endelig at der er forskel på at være tynd og spise en fastelavnsbolle og at være tyk og spise en fastelavnsbolle. Selvom dit forhold til fastelavnsbollen måske er anstrengt, så er det ingen ting i forhold til de hadbeskeder, som tykke mennesker risikerer at modtage, for at gøre det samme som dig.
Det er tykke mennesker der lider mest under tykfobien i samfundet, men tykfobien er samtidig det der driver diætkultur og tynde menneskers kropshad. Husk på det og husk på hvilket privilegie det er at kun skulle kæmpe med det had, man selv har til sin krop.