Ord skaber virkelighed!

Der er gode grunde til, at vi, der færdes i tykaktivismen, har fravalgt mange ord, der bruges til at beskrive mennesker med tykke kroppe.
Ordene er normale ord, som vi bruger i vores hverdag, men selvom de bliver brugt ofte, er de stadig tykfobiske.
Jeg kommer til at forklare betydningen af flere af de tykfobiske vendinger i dette opslag.
Jeg bliver nødt til at bruge ordene for at kunne forklare tykfobien i dem og hvis du ved at de gør dig utilpas, så opfordrer jeg dig til ikke at læse med. Men det kan give en større forståelse for betydningen af hvordan sprog påvirker vores syn på tykke kroppe.
Vi starter med ordet “overvægtig”.
Mange tror, at overvægtig er et neutralt ord, fordi det er ordet, der bruges inden for vores sundhedssystem og i forskning. Men som mange tykke mennesker har erfaret gennem tiden, så er det ikke altid lige rart at komme hos lægen, når man er tyk – og det er bl.a. sprogbrugen med til at forstærke.
Problemet med ordet overvægtig er, at det lægger sig op ad ordet normalvægtig – og i vores sprog betyder “normal” det almindelige og rigtige. Det er her, at ordet “normativ” udspringer af.
Beskrivelsen af “normativ” i den danske ordbog er: “som foreskriver eller vedrører normen for, hvordan noget bør være eller opføre sig”
Så når vi snakker om ordet overvægtig, ligger der også implicit i det, at man ikke er, som man burde være. Man er forkert. Det samme gør sig gældende for ordet “undervægtig”: man er ikke normal, man er forkert.
Hvis vi fortsætter med at kigge på ordene, som vi støder på, når vi opsøger sundhedssystemet, løber vi også ofte ind i ord som BMI, fed eller fedme.
BMI er mange steder grundlaget for, hvordan vi måler størrelsen på kroppe. Men BMI er i virkeligheden en meget unuanceret måde at forklare størrelser på menneskers kroppe. Det, som BMI egentlig beskriver er, hvad vi ville veje pr. kvadratmeter, hvis vi var en flad firkant, hvilket vi jo tydeligvis ikke er. Det er en meget simpel (og forsimplet) matematisk model, som er udviklet med henblik på at lave folkesundhedsundersøgelser, den var aldrig beregnet til at blive brugt på individer, selvom alle efterhånden ved hvordan man udregner sin BMI.
Problemet med at bruge BMI er at det intet har med menneskers sundhed at gøre, selvom vi bruger det som et måleredskab til netop sundhed. Desuden er BMI-grænserne på 18,5, 25, 30 osv. grænser, som er besluttet administrativt og som lobbyister for slankemiddelindustrien i USA har været med til at definere.
Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng med sundhed og BMI-grænserne – og hvis vi egentlig skal se på, hvor grænserne ligger, er fordelingen af menneskers BMI i forhold til dødelighed en U-formet kurve, hvor området for normalvægtig ikke ligger på midten af U-et, det ligger forskudt et ret godt stykke i retning af, det vi kalder undervægtig (midten af normalområdet burde ligge på cirka 26, hvis det skal følge kurven).
Så BMI er altså ikke et redskab, som faktisk viser noget om, hvordan sundhedstilstanden statistisk set er i forhold til kropsvægt. Tallene kan ændres efter myndigheder og politikeres forgodtbefindende, og det blev gjort så sent som i 1997, hvor normalvægt blev sat ned fra en øvre grænse på 27 til en øvre grænse på 25. Altså sygeliggjorde man mennesker, som før blev betragtet som raske, med en politisk beslutning – selvom deres sundhed ikke ændrede sig med beslutningen, kun definitionerne.
BMI er derfor ikke så neutralt, som vi får talt ørerne fulde om, i f.eks. vores medier, ved vores læge og af diverse diætister og personlige trænere.
Når vi snakker om tykaktivisme er der en del forvirring omkring ordene, for på engelsk hedder det fatactivism. Hvorfor hedder det så ikke fedaktivisme eller fedme-aktivisme på dansk?
På dansk er ordet “fed” et ord som generelt er forbundet med rigtig meget dårligt for rigtig mange tykke mennsker. Mange har oplevet at blive råbt af, spyttet på eller få kastet sten efter sig, mens nogen kaldte en “fede ……” (indsæt selv det navn eller skældsord som du er blevet kaldt eller har kaldt nogen). Fed og fedme er også ord der bliver brugt i sundhedsvæsnet som kliniske betegnelser og når man ikke mere er “overvægtig” kommer man i kategorien “fed”, altså er man her kommet endnu længere væk fra at være normal.
På engelsk giver det mening af man ikke bruger ordet “thick” om aktivismen, for det er et ord der generelt ikke bruges om menneskers kroppe, det bruges næsten kun om genstande eller det bruges nedsættende om personers intellektuelle niveau. Hvis det bliver brugt om kroppe er det ofte i en ret seksualiseret kontekst og meget langt fra at være neutral. Så på engelsk har man valgt at bruge “fat”, fordi man ikke har et ord tilsvarende vores “tyk”.
Men vi har ordet tyk og det bliver brugt til både at beskrive kroppe og genstande. Hvis vi taler om genstande er det et neutralt ord, som vi aldrig ville tænkt nærmere over at bruge. En mur kan være tyk og en træstamme eller bog kan være tyk og det skænker vi aldrig en tanke som værende negativt. Hvis sovsen er tyk er det endda for mange et plus.
Så tyk som et negativt begreb er kun noget der eksisterer når vi taler om kroppe, og det er derfor et oplagt ord at tage til sig, som en beskrivelse af sin krop. Jeg er tyk og det er der ingen værdi i, det er bare en beskrivelse. Du må kigge ind bag min krop for at finde ud af mit værd som menneske, ligesom at du må åbne bogen og læse i den for at finde ud af om du kan lide den.
Mange tykke mennesker har forsøgt sig med at kalde sig selv tykke og så har velmenende tynde mennesker svaret med et: “neeej, du er da ikke tyk, du er bare lidt …” Men at affeje tykke menneskers oplevelse af at være tykke er også tykfobi. Alle eufemismerne der bruges for at undgå at bruge ordet tyk, er tykfobiske, fordi de underkender den virkelighed som tykke mennesker lever i. Hvis jeg skal være buttet (det er noget vi kalder babyer), kraftig eller have store knogler frem for at være tyk, underkendes den stigmatisering som tykke mennesker udsættes for. Der er ikke nogen der bliver råbt efter os på gaden på grund af, og vores knoglers størrelse er ikke det der gør at lægen sætter os på slankekur, selvom at der er evidens for at slankekure slet ikke virker og er med til at give tykke mennesker helbredsproblemer og øget dødelighed.
Det er vores tykke kroppe der er grundlaget for den stigmatisering vi oplever i verden og vi skal ikke finde os i at tynde mennesker udvisker vores virkelighed, fordi de synes at det er ubehageligt at vi kalder os selv tykke. Jeg bliver ikke behandlet bedre i verden hvis andre kalder mig kraftig i stedet, tvært imod fjerner det mig som individ fra de tendenser og strukturer der er i vores samfund og kultur, som gør at tykke mennesker som gruppe oplever at have ringere livskvalitet, fordi vi bliver behandlet dårligt.
Jeg oplever mange kvinder som har svært ved at kalde sig selv for tykke og at de derfor gerne vil bruge ord som “curvy”, “plussize” og “erotisk buttet” i stedet for, men disse ord er også problematiske.
“Curvy” indikerer at tykke mennesker skal være tykke på den måde at man har store bryster, smal talje (og flad mave) og stor numse. De fleste tykke mennesker har ikke en krop der passer ind i dette ideal og tykke mennesker er tykke på mange forskellige måder. Mange butikker med tøj til tykke mennesker kalder faconen curvy og mange tykke mennesker oplever ikke at være tykke på den rigtige måde. For der er et hieraki når det handler om formen på sin tykhed og curvy ligger i toppen af det hieraki. Så at man som tyk kvinde gerne vil kaldes curvy i stedet for tyk er at bruge sine privilegier til at skille sig fra “de andre” som ikke er så højt i hierakiet, man er mindre forkert end de andre tykke mennesker og vil ikke sættes i samme kasse som dem.
Plus size indikerer at tykke kroppe er tynde kroppe som bare er gjort større. Tykhed ser ud på mange flere forskellige måder end tyndhed gør, så at reducere tykhed til at være en facon er igen at lave et hieraki over hvilke kroppe der er mest rigtige og de kroppe der mest ligner en tynd krop ligger øverst i det hieraki.
Erotisk buttet indikerer at tykke kroppe kan reduceres til at være noget seksuelt og mange (især) tykke kvinder oplever rigtig meget uønsket seksuel opmærksomhed fra (især) mænd som fetisherer tykke kvinder. Man bliver et redskab for en anden persons seksualitet frem for at være en hel person med et indre liv og et jeg.
Hvis nu du ikke vil kalde dig selv tyk, kan du jo overveje om synonymer (omend de er gammeldags) som “trivelig” og “velnæret” kunne bruges i stedet? Det er positivt ladede ord, som er gået i glemmebogen mens vores sprog bliver mere og mere tykfobisk.
At være trivelig (at trives) er jo netop godt, og hvis man trives når man er tyk, burde det da være noget vi efterstræbte i højere grad.
At være velnæret indikerer at man får nok at spise, hvilket jeg ved at mange mennesker ude i verden misunder os at vi har resurser til og mulighed for at få hver dag.
Hvordan du vil omtale din egen krop er dit valg, men hvordan du omtaler andres kroppe er ikke ligemeget, for dit ordvalg påvirker den forkertgørelse som alle tykke mennesker oplever i deres hverdag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *