Skal aktivister have løn?
Oprindeligt udgivet på OxyMagazine maj/juni 2022.
Nogle ting i mit liv er ændret en smule siden, men det meste rammer stadig fint, selvom der er småændringer.
Jeg er aktivist. Faktisk så meget at jeg sagde mit tidligere pengearbejde som socialpædagog op for at være aktivist på fuldtid og af profession. Jeg har ikke kunne finde nogen vejledninger til hvordan man gør det og jeg asfalterer vejen mens jeg kører.
Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg tjener noget der minder om min pædagogløn, så lige nu bliver jeg mest forsørget af min ægtefælle, hvilket kan lade sig gøre, fordi vi bor i det mørke Midtjylland og har en husleje som er meget lav.
Min aktivisme er intersektionel og antikapitalistisk og min indgangsvinkel til det er stigmatisering af tykke mennesker og det pres der kommer på vores mentale helbred af at vokse op og eksistere i et samfund, hvor tykfobi hersker og stort set alle ligger i åben krig med deres kroppe som konsekvens af det.
Af en eller anden grund så tror mange at det er noget man kan leve godt af, men min ægtefælles krav om at jeg tjener 7000 kroner om måneden før skat i min virksomhed, kan jeg knapt nok leve op til. Og det er på trods af at jeg har udgivet en bog, er foredragsholder, burlesqueperformer, klummeskribent, terapeut og har en lillebitte webshop.
For kunder hænger ikke på træerne når man nægter at gå på kompromis med sin antikapitalisme ved at skabe kunstige behov ved potentielle kunder og bruge de gængse markedsføringsstrategier.
Så jeg forsøger mig med alternative metoder og en af metoderne er at man kan støtte den aktivisme som jeg alligevel bedriver gratis. Men eftersom man ikke bare kan samle penge ind som støtte i Danmark, har jeg kaldt det aktivisme på abonnement og produktet man køber, er at jeg sender en fjollet mail engang i mellem, som er et rent performativt produkt, fordi sådan har vi indrettet os i vores kapitalistiske samfund. Noget for noget og intet gives af hjertets godhed, på trods af at jeg laver så utroligt meget ubetalt arbejde, når jeg bedriver min primære aktivisme.
Men skal vi overhovedet snakke om at aktivister skal have løn for det de laver? Eller er det bare min forvente millennial-mentalitet, som ikke har fattet at aktivisme er et tilvalg og en hobby?
Sidst jeg tog debatten op på mine sociale medier, var der en del larm om det og mange følgere smuttede. Det var ikke uventet, for jeg ved at jeg jokker på en øm tå hver gang jeg snakker om økonomi, aktivisme og dem der får glæde af aktivismen.
Lige nu har jeg i omegnen af 5000 følgere på Instagram, som følger med af en grund. Mange er kommet til efter at de har set mig i tv eller hørt mig i radio, hvor de må have ment at mit bidrag til debatten om krop og kropsidealer var relevant for dem. Så hvis de får noget ud af det arbejde jeg laver, hvorfor er det så at jeg stadig skal arbejde gratis? Når jeg ved at jeg gør en forskel i disse menneskers liv, hvorfor er det så at jeg ikke skal have løn?
Hvis jeg bidrager med et interview til et blad eller en avis, så betaler man gerne for avisen for at læse interviewet, som jeg ikke har fået penge for at lave. Argumentet er tit at det jo er fordi interviewet kommer mig til gode og giver opmærksomhed – problemet er bare at jeg ikke kan handle ind i mit lokale supermarked for opmærksomhed. Det er som om at jeg skal være taknemmelig for at få lov at sætte min røv i klaskehøjde med chikane, sladder og hadbeskeder til følge fordi opmærksomhed.
Men hvis det handlede om opmærksomhed, så kunne jeg bruge min tid bedre ved at se meget mere til mine venner og min familie, for deres opmærksomhed får jeg energi af. Frem for som nu i perioder at ligge på kanten af udbrændthed når bølgerne går højest.
Og samtidig med at jeg gerne stiller min røv i klaskehøjde med de energiudsving det bringer, så skal jeg også bekymre mig om min økonomi. Kan jeg nu tjene nok i næste måned? Hvis jeg ikke har et foredrag, så kan jeg nok ikke. Og bekymringer om økonomi er en dræber.
Jeg kunne selvfølgelig få mig et job som socialpædagog igen og indkassere løn for at udholde dødstrusler og flyvende kaffekopper, men det har jeg prøvet sammen med aktivismen og det gik jeg i stykker af med en stresssygemelding til følge. Ligesom så mange andre aktivister før og efter mig. For aktivistudbrændthed er et ægte fænomen. Og når man jonglere fuldtidsarbejde og virkelig mange timers aktivisme ved siden af, så er risikoen stor.
Så hvis jeg skulle være pædagog, ville jeg ikke være aktivist. Og nu når jeg er aktivist, kan jeg ikke være pædagog. Og jeg ved godt hvad jeg synes er vigtigst af de to, men jeg ved også hvilken af dem der kan betale husleje og indkøb. Og hvis min ægtefælle engang ikke kan forsørge mig mere, så har jeg ikke den luksus at vælge aktivismen frem for økonomien.
Men noget jeg har opdaget efter jeg er sprunget ud som aktivist på fuld tid er at jeg måske ikke er så eftertragtet en medarbejder, som jeg var før jeg blev en semioffentlig person og debattør. Potentielle arbejdsgivere er ikke altid lige begejstrede for at ansætte en højtråbende aktivist, som påpeger social uretfærdighed og gerne gør det mens de er letpåklædt på sociale og konventionelle medier. De fleste på min alder har lært at de skal gøre deres sociale medier private mens de er i proces med at søge job, så gamle billeder af dengang man var fuld til en fest, ikke er det arbejdsgiver finder, når de googler en. Min tid med at lukke mine sociale medier i perioder er ovre og en hurtig søgning på nettet giver hurtigt mange resultater hvor jeg både er letpåklædt, men også hvor jeg udstilles på mere eller mindre flatterende måder afhængigt af hvem afsenderen af budskabet er. Privilegiet af anonymitet er et jeg har givet afkald på ved at være aktivist.
Det vil altså også sige at hvis jeg skulle komme dertil hvor jeg bliver nødt til at søge et arbejde, så ville jeg formentligt have et problem af de større. Faktisk har jeg forsøgt at søge deltidsarbejde til at supplere virksomheden og har absolut ikke fået svar på nogen af mine ansøgninger.
Dengang jeg stadig havde et fast job, var min aktivisme også jævnligt til debat både blandt borgere, kollegaer og ledelse. For kan man være en professionel socialpædagog, når de borgere man skal støtte og vejlede, kan finde letpåklædte billeder af en på nettet? Kan man forvente at borgerne tager en alvorligt, når de samtidig kan finde materiale hvor andre underminerer ens integritet? Diskussionen blev aldrig færdig før jeg blev syg og traf et valg om at aktivismen var vigtigst for mig.
Men bare det at vi havde diskussionen om hvad jeg måtte lave i min fritid skræmte mig. For de fleste arbejdspladser afkræver deres medarbejdere loyalitet på en eller anden måde og hvis min loyalitet f.eks. lå i at jeg skruede ned for aktivismen eller modererede og censurerede den, så ville jeg være tvunget til at vælge imellem aktivisme og økonomi selv hvis jeg havde energien til begge.
Og i et samfund hvor alt er drevet af økonomi, så er gratis arbejde ikke en reel valgmulighed.
For aktivisme er arbejde. Om end et arbejde jeg selv har valgt – ligesom andre også selv vælger deres arbejde. Deres arbejde kommer bare med en sikret løn. Men i et kapitalistisk samfund har vi det problem at virkelig meget arbejde undervurderes. Tænk bare på det ulønnede omsorgsarbejde som især kvinder laver i mange familier. Eller hvordan vi holder pædagoger og sygeplejersker fast i en lavere løn end ”mandefag” med lignende længder uddannelser, fordi det er et kald at yde omsorg for andre. Hvis ikke arbejdet handler om at skabe økonomisk værdi for samfundet, er arbejdet mindre værd. Og det er det samme med aktivismen – jeg skaber ikke vækst. I stedet opfordrer jeg til at både gøre og forbruge mindre – og derfor er værdien af mit arbejde mindre. Og måske i endnu højere grad fordi mit budskab handler om omsorg.
Mange tror at aktivisme handler om at have en holdning. Men hvis en holdning er det der gør at man er aktivist, så ville alle være aktivister, for vi har alle holdninger til alle mulige ting. Mit arbejde er ikke at have en holdning, det er at påvirke andres holdninger. Og forhåbentligt i en retning hvor vi får mere omsorg, forståelse og rummelighed over for os selv og hinanden. Det kræver tid og energi og jeg ved at det virker. Det virker at have tid til at stille op til interviews og at have tid til at lave indhold på platforme, som normalt ikke giver plads til aktivisme. Det virker at udbrede en ide om at man gerne må passe på sig selv og forsøge at have det godt nu. Det virker at have tid til at lytte til dem der har brug for at fortælle om deres oplevelser og trænger til omsorg. Og det virker kun så længe at jeg har råd til at gøre det.
Jeg har stadig ikke fundet ud af hvordan jeg kan tjene løn som aktivist. Men en af mulighederne er at dem der synes mit arbejde er vigtigt, og som har råd til at bidrage, vil betale for fællesskabets skyld og få en fjollet, lille mail til gengæld. Hvis alle mine følgere på Instagram besluttede at deles om at betale min løn (svarende til pædagog), kunne det klares for omkring 8 kroner om måneden pr. følger. Og hvis vi antager at måske en tredjedel af mine følgere ikke har råd til at bidrage, så ville det stadig blive under 11 kroner man skulle bidrage med for at min aktivisme er sikret.
Jeg er helt sikker på at det må være muligt at tjene løn til at leve af at være aktivist og antikapitalist. Og jeg tror også stadig på at jeg kan gøre det uden at gå på kompromis med aktivismen. Men for at det bliver en realitet, bliver vi nødt til at snakke om værdien af alt det ulønnede arbejde vi på en eller anden måde drager gavn af – uanset om det er i familierelationer eller som aktivisme. Og vi må overveje om vi er interesserede i en verden uden aktivisme. For hvis valget for aktivister står mellem aktivisme og at betale husleje, så er der ikke meget valg i virkeligheden.