Danish Rainbow Awards.
Onsdag den 27. September var jeg inviteret til jeres award show som +1 for min gode ven Ivy-Oak, der i kraft af sin Instagramprofil, Tankeromkon, var nomineret til en pris.
Ivy-Oak har gennem den sidste tid oplevet fald i sit funktionsniveau og havde derfor besluttet at deltage i festlighederne i en kørestol, hvilket de også havde gjort opmærksom på på forhånd. Og min forståelse var at det kunne arrangørerne godt håndtere.
Men min oplevelse var at det kunne I ikke.
Jeg er uddannet SOSU-hjælper og socialpædagog og arbejder desuden frivilligt med inklusion af handicappede.
Jeg er selv tykaktivist og neurodivergent og har projektet Tykhøjskole, hvor jeg arbejder med at lave et feriefællesskab for tykke mennesker med alle de andre udfordringer de måtte komme med, så som handicaps, neurodivergens, normbrydende køn og seksualiteter.
For ligesom mennesker under regnbuen ikke kun er under regnbuen, så er tykke mennesker heller ikke kun tykke.
Det er et hårdt arbejde at sørge for at inklusion, mangfoldighed og fællesskab ikke blot er plusord som vi tager på som medaljer, men en praksis, som vi faktisk er bevidste om i det arbejde vi laver.
Og jeg tror på at I faktisk mener at i havde sørget for inklusion af Ivy-Oak til jeres awardshow (og også den anden kørestolsbruger, som vi delte bord med til showet).
Problemet er bare at inklusion ikke er et problem der skal løses for enkelte individer – inklusion skal være noget som vi gør uanset om vi ved at det er nødvendigt eller ej.
Og jeg oplevede at kørestolsbrugerne til jeres show var et problem der skulle løses.
Allerede ved ankomst blev vi henvist til en bestemt kø, fordi vi havde en kørestolsbruger med. Først efter det interesserede vagterne sig for at der faktisk var tale om en af de nominerede.
Vi blev henvist til det fjerneste hjørne af forhallen, hvor der var en elevator, som var så utilgængelig at man skulle lære at betjene den og der i øvrigt ikke var enighed om hvorvidt vi selv måtte betjene.
Vi ventede i meget lang tid efter at alle andre var gået ind i salen på at nogen kom og viste os hvordan elevatoren virkede og da vi så var oppe i salen var der ingen til at fortælle os hvor vi skulle sidde. Det måtte jeg som ledsager så sørge for at finde ud af, for aftenens hovedperson kunne af gode grunde ikke gå rundt på trapper for at få den hjælp som der var brug for.
Efter det blev vi henvist til at skulle endnu et niveau op med en lift og forbi adskillige borde med publikummer, som vi måtte spørge om at flytte sig, så kørestolen kunne komme forbi. Dette gentog sig så hver gang der var behov for at komme ud af salen.
I forhold til toiletbesøg, så var det en kæmpe forhindring at handicaptoilettet var aflåst (og at det var svært at finde personale der kunne låse op) og at toilettet var så småt at kørestolen kun lige kunne lirkes derind.
Ivy-Oak havde i forbindelse med sin nominering fået 2 VIP-pladser og vi havde faktisk forventet at være en del af den fest, eftersom Ivy-Oak havde informeret jer om kørestolssituationen og havde fået at vide at de ikke kunne sidde med andre venner, fordi de ikke ville kunne sidde i VIP-området.
Det viste sig at vi var placeret langt væk fra VIP-området og at den VIP-oplevelse vi fik var en kande kaffe, en fadøl og en sodavand uden beregning. Det er fandeme en flad VIP-oplevelse, når vi på aftenen så opdagede at vi godt kunne have inviteret et entourage med os og faktisk have siddet sammen.
Ud over det mere praktiske i en situation, som jeg ikke tror i er bevidste om, så var der også måden Ivy-Oak blev mødt på.
Der blev talt hen over hovedet på dem, det blev antaget at jeg måtte være den der var nomineret til en pris, de blev ignoreret og følte sig generelt bare helt usynliggjort til den fest, som de var en af hovedpersonerne i.
Vores oplevelse var faktisk så dårlig at vi endte med at tage hjem umiddelbart efter pausen, for selvom de var blevet lovet at de kunne deltage, så var det en skraldespandsoplevelse fyldt med hovsa-løsninger.
Og når man så samtidig får lov at opleve kropskapable mennesker som snakker om diversitet, mangfoldighed og fællesskab fra den scene, som man ikke selv kunne have adgang til, i tilfælde af at man skulle holde en takketale, så klinger det hele hult og vi sad med en følelse af latterliggørelse samtidig med at andre nok ikke bemærkede de to kørestolsbrugere der var gemt væk oppe på en balkon.
Inklusion er ikke noget vi gør når det bliver nødvendigt – det er noget vi gør, fordi det altid er nødvendigt.
Vi anerkender at forskelligheden findes og at queer mennesker også kan være handicappede, tykke, neurodivergente og så mange andre ting. Ligesom at det var tydeligt at der endelig er en forståelse af at brune og sorte queerpersoner også er en del af queerfællesskabet.
Jeg tror oprigtigt på at I ikke er opmærksomme på at det der fandt sted til jeres award show ikke er inklusion.
Jeg tror også på at I faktisk mente at det ikke var et problem at deltage i kørestol.
Men jeg tror også at I har meget sparsomme erfaring med de forhindringer man møder som handicappet og at I derfor ikke har haft mulighed for at gøre det bedre.
Og nu er min bøn så at I faktisk gør det bedre i fremtiden. Og at I erkender at der er behov for hjælp til at se de forhindringer, som I ikke selv oplever.
Jeg er selv trivsels- og mangfoldighedskonsulent og arbejder især med inklusion af tykke, neurodivergente og handicappede mennesker og jeg kan hjælpe med et samlet blik på de udfordringer som er i forhold til især disse 3 grupper af dobbelt- og multimarganiliserede queers. I er meget velkomne til at tage fat i mig.
Alternativt findes der andre konsulenter, foreninger og organisationer, I kan tage fat i for at få belyst problematikke og i fremtiden tilbyde den inklusion, som talerne bar præg af at I allerede troede der var til stede til jeres show.
Jeg håber meget at I vil tage problemet alvorligt, så multimarginaliserede queers i fremtiden ikke skal opleve at marginaliseringen finder sted i de sammenhænge, som påstås at være for dem.
De bedste hilsner
Regina Sirene Fjendbo
Tyrannosaurus Regs